| DANSK MJØD A/S
MJØDENS HISTORIE
Mjød er formentlig verdens ældst kendte berusende drik. Den har været vidt udbredt over hele verden, og allerede for over 4000 år siden skrev man i de indiske hellige skrifter, Vedaen, at i den tredje himmel flyder en kilde af honningbryg.
Også i Norden har man allerede før vor tidsregning brygget mjød, og fra vikingetiden ser man i mange optegnelser, at mjøden var den fineste drik, man kunne få.
Mjød var også en drik for guder, hvilket ikke undrer, når man har smagt rigtig mjød. Ifølge sagnet "Suttungs Mjød" stjal Odin den første mjød fra jætterne. Den var brygget af honning og den vise Kvasirs blod, og derfor forlenedes nyderen af mjøden med overnaturlige evner, blandt andet blev man uovertruffen til skjaldedigtning.
Også i dag forlenes nyderen af rigtig mjød i passende mængde med sådanne mærkelige evner, men ganske vist kun i en begrænset tid, selv om nogle gamle mennesker siger, at en mjødrus kan holde i 3 dage.
Da først guderne fik mjøden i besiddelse, fik de klaret den fremtidige mjødbrygning på en måde, som vi ikke har kunnet efterligne indtil videre. Man fik ganske enkelt mjøden fra geden Heidrun, der stod på taget og åd løv af grenene fra træet lærad, og af dens yver flød hver dag en hel kumme mjød, hvilket var så meget, at alle Einherjerne blev godt drukne.
At mjød var en meget agtet drik, kan ikke betvivles. Af digtene i den ældre Edda fremgår, at mjød udskænkedes rundhåndet til guder og mennesker hele tiden. Det må dog antages, at mjøden på trods heraf var en ret sjælden drik, som hovedsageligt kunne fremskaffes af de rige. Det var nemlig først i Middelalderen, at biavlen kom til Norden. Indtil da måtte man skaffe honningen fra de vilde biers boer, og da honning stort set var det eneste sødemiddel, der fandtes, antages det, at man kun yderst sjældent fandt så meget honning, at man kunne få råd til at bruge den til mjødbrygning.
Indførelsen af biavl gav mjøden et stort opsving. Nu kunne alle skaffe den, og mjødens storhedstid i Norden var derfor i Middelalderen.
Man drak den på mange måder. Bedst var den, når den blev drukket ren, men det var også meget udbredt at drikke den blandet i øl. I Vikingetiden kaldte man denne blanding for mjøns-øl og i Middelalderen for Melske.
Da brændevinen kom frem sidst i Middelalderen, blev det også meget udbredt at blande mjøden og brændevinen. Denne skik fortsatte helt til det tyvende århundrede, og den var så udbredt, at drikken fik egnsnavne. Således kaldte nordjyderne den for en Polak, fynboerne sagde en Bakkerak og sønderjyderne Klapøjster (Kolbøtte). Dette navn har vi brugt til et af vore produkter, der selvfølgelig er tilsat snaps.
Igennem historien er mjøden altid blevet tillagt helbredende virkninger. Således laves i 1666 en videnskabelig afhandling af Thomas Bartholin, hvorefter mjødens virkning mod "rygve" bevises, men også i nyere tid tales om mjødens helsebringende egenskaber. I bogen "Honey and Your Health" fremgår følgende:
Man behøver imidlertid ikke gå så langt tilbage i tiden, for at høre om honningens betydning for et langt liv. De sovjetiske myndigheder erklærede således for ikke så længe siden, at næsten samtlige af 200 mennesker, som bevisligt fandtes at være mellem 110 og 150 år gamle, var eller havde været biavlere og spiste en god del af deres eget produkt.
Mjød blev i århundreder regnet for en veritabel livseleksir. Dens medicinske hovedværdi var med hensyn til nyrelidelser som en fremragende urindriver uden katastrofale bivirkninger på nyrerne. Med hensyn til gigt og reumatisme regnedes mjød ikke alene for at være helbredende, men også en præventiv medicin. Den blev i vid udstrækning anvendt som et godt fordøjelses- og afføringsmiddel.
Der findes adskillige andre skrifter, der fortæller om mjødens lægelige egenskaber, der næsten alle kan føres tilbage til honningen, der er et af de sundeste naturprodukter, der findes | 
